|
Nedenstående artikel er STÆRKT inspireret af Iain Abernethy’s skrivelser om forebyggende angreb (Pre-emptive strike). Jeg har forsøgt at tage nogle af Iain’s hovedpointer, men har af gode grunde ikke alle detaljer med. Jeg vil opfordre alle til at læse yderligere i Iain’s bøger eller på http://www.iainabernethy.com. Der er mange spændende ting…
Slå først, Frede
Nødværgeretten i den danske straffelov, Funakoshi’s ”Karate ni sente nashi” og Abernethy’s ”Pre-emptive strike” i skøn forening.
Af: Lasse Holmen Møller
Som borgere i Danmark i almindelighed, og som udøvere af kampkunst i særdeleshed, er det vores pligt at kende til den lovgivning, der vedrører selvforsvar. Alle borgere i Danmark har ret til at forsvare sig selv og/eller andre samt genstande mod uretmæssige angreb.
Nødværgeretten er beskrevet mange steder, og de fleste karate-ka’er kender til den i hovedtræk. Det store spørgsmål er altid: ”Hvor går grænsen for lovligt nødværge?” Med andre ord, hvad må man gøre i tilfælde af et overfald, og stadig undgå efterfølgende straf.
Dette vil jeg i nedenstående give mit bud på, og samtidig vil jeg forsøge at sammenholde det med Funakoshi’s velkendte citat: ”Karate ni sente nashi” (”Der er ikke noget første angreb i karate")
Men lad os først se, hvad loven siger. Reglerne om nødværge findes i Straffeloven LBK nr. 1260 af 23/10/2007, hvor § 13 er den relevante paragraf:
§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.
Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.
(kilde: Retsinformation, min fremhævning)
Forsvarshandlingen skal altså være nødvendig. I en vurdering heraf, vil en dommer formentlig anvende en proportionalitetsvurdering, hvor spørgsmålet bliver ”kunne man have gjort mindre og stadig have afværget angrebet?” Det forsvar der anvendes, må akkurat være tilstrækkeligt og ikke gøre mere skade på angriberen, end det er nødvendigt for at afværge angrebet/uskadeliggøre angriberen. Hvis man for eksempel bliver spyttet på af en forbipasserende, vil det ikke kunne forsvares at slå vedkommende i gulvet, på trods af at spytteri i lovens forstand betragtes som vold jf. Højesterets dom fra 2006. I dette eksempel kunne man have kontaktet politiet og anmeldt episoden.
I en del sager, hvor der har været påberåbt nødværge, har anklageren påstået, at den angrebne (som nu er tiltalt for vold) jo kunne have flygtet, men det er i den strafferetlige litteratur slået fast, at ingen har pligt til at flygte, og en undladelse heraf synes derfor ikke at udelukke anvendelse af § 13, stk. 1.
Der kan selvfølgelig nævnes en lang række tilfælde, hvor det vil være en rigtig god idé at flygte, men det er altså ikke en pligt. Mit råd vil dog være, at man altid skal forsøge fjerne sig fra problemerne – flygte om man vil – for på den måde at undgå en fysisk konfrontation.
Før en selvforsvarshandling lovligt må sættes ind, skal angrebet være påbegyndt eller overhængende. I bemærkningerne til Strfl. § 13 kan det ses, at hensigten har været at omfatte fysiske angreb på liv, legeme, frihed osv. Det vil altså sige, at en trussel fremsat over telefonen ikke retfærdiggør et efterfølgende fysisk forsvar. Igen kunne man have kontaktet politiet. Ej heller må man indsætte sit forsvar, når angrebet er afsluttet – uanset hvor forurettet man måtte føle sig. Det vil i så fald blive betragtet som et nyt angreb.
Hvis vi bruger eksemplet med spytteriet, vil angrebet være afsluttet, når spytklatten lander og afsenderen i øvrigt fortsat bevæger sig væk fra stedet, eller ikke opfører sig truende eller på anden måde klar til at fortsætte sit angreb. Også her må man bide stoltheden i sig og kontakte politiet, hvis man ikke vil risikere en voldssag.
Med formuleringen ”uretmæssigt angreb” understreges det, at man ikke kan påberåbe sig nødværge i forbindelse med lovlige angreb – fx en politianholdelse.
Et samtykke til at ”gå med udenfor” fraskriver dig også nødværgeretten, og det gør det selvsagt også, hvis det er dig, der starter angrebet.
Derimod må man forsvare sig, hvis angrebet er overhængende eller påbegyndt (samt uretmæssigt). Det er altså tilstrækkeligt, at angriberen har løftet hånden for at slå, eller på anden måde gjort det klart, at vedkommende ikke har tænkt sig at stoppe, før konfrontationen er blevet fysisk. Dette kan fx være ved verbalt at virke truende samtidig med at vedkommende kommer tættere på. I sådanne tilfælde vil et forebyggende angreb (reelt et forsvar) med stor sandsynlighed være omfattet af nødværgeretten.
Det er her Funakoshi’s citat for alvor begynder at være spændende, men mere om det længere nede i teksten. Først gør vi lige § 13 færdig.
Det anvendte forsvar skal tillige være forsvarligt under hensyntagen til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning. Dette vil altid bero på en konkret vurdering fra domstolens side, hvor der fx vil blive set på:
- Hvordan blev der angrebet
- Var der våben involveret
- Var der flere angribere
- Var angriberen mand/kvinde, stor/lille
- Ect.
Det er også tilladt at udøve nødværge overfor børn og sindsyge, men her vil der være skærpede krav til forsvarligheden, og det anvendte forsvar bør derfor være ekstra skånsomt.
Såfremt det indsatte forsvar ikke anses for at være forsvarligt jf. ovenstående, er der fortsat mulighed for at opnå straffrihed. Mennesker reagerer forskelligt i farlige og potentielt livstruende situationer.
Hvis du er blevet overfaldet og har forsvaret dig, med deraf følgende skader på overfaldsmanden, vil domstolen vurdere, om det er sandsynligt, at du i forbindelse med angrebet blev så bange eller chokeret, at du overskred, hvad der var nødvendigt for at afværge angrebet. Forsvaret blev altså lidt for effektivt og gjorde unødig skade på angriberen.
I teorien kan man faktisk være straffri, selv om man har slået angriberen ihjel. Man kan måske forestille sig en situation, hvor man udover at forsvare sig selv, tillige skal forsvare ægtefælle og/eller børn. Her vil bekymringer for familiens ve og vel nemt kunne få den angrebne til først at afslutte sit forsvar, når angriberen er helt uskadeliggjort.
Det er min personlige vurdering, at rammerne for straffrihed udvides i denne situation, men det er selvfølgelig op til domstolene at vurdere.
Svaret på spørgsmålet ”Hvor går grænsen for lovligt nødværge?” kan derfor besvares med ”Du må gøre lige præcis det, der skal til for at afværge angrebet og ikke mere.” Dette gælder uanset om man er kampkunstudøver eller ej. Jeg har hørt mange myter om, at man som udøver af en kampkunst har et særligt ansvar overfor en overfaldsmand, og dermed også større risiko for efterfølgende at blive dømt for vold. Endog har jeg hørt nogen sige, at man har pligt til at oplyse en overfaldsmand, at man har kendskab til kampkunst og sikre sig at han har forstået det, før man indsætter et forsvar. SLUDDER!!! Det er fuldstændig ligegyldigt, om man går til skak, fodbold eller karate. Man har altid ret til at forsvare sig selv – også uden forudgående orientering af omverdenen angående ens evner udi slagsmål.
Der hersker næppe tvivl hos nogen om, at en kampkunstudøver er i stand til at anrette betydelig skade på en modstander, men det er min helt klare opfattelse, at man som kampkunstudøver samtidig har et meget bedre forhold til effektive og ikke-skadende teknikker end menigmand. Derfor burde der ikke være noget, der tyder på, at der stilles større krav til kampkunstudøvere, når det skal vurderes, om nødværge foreligger.
Det er muligt, at det er mig der er naiv, og jeg modtager meget gerne afsagte domme, der modbeviser min påstand.
Det var lidt om den danske lovgivning på selvforsvarsområdet. Vi skal nu prøve at kigge på, hvordan de danske regler går i spænd med Funakoshi’s karateetik. Hvad mon Funakoshi mente, når han sagde, at der ikke er noget første angreb i karate? Skal man så altid vente på at modstanderen indleder et fysisk angreb før man selv gør noget?
Funakoshi beskriver i sin bog “Karate-do Kyohan”, hvorledes man efter hans overbevisning skal håndtere en overfaldssituation. Jeg har undladt at oversætte det fra engelsk i sin helhed, da der givet er folk, der er bedre til det end jeg. Funakoshi skriver:
”When there are no avenues of escape or one is caught even before any attempt to escape can be made, then for the first time the use of self-defense techniques should be considered. Even at times like these, do not show any intention of attacking, but first let the attacker become careless. At that time attack him concentrating one's whole strength in one blow to a vital point and in the moment of surprise, escape and seek shelter and help.”
(kilde: Funakoshi Gichin, “Karate-do Kyohan” s. 234)
Funakoshi understreger, at det er først, når alle muligheder for flugt er udtømt, at man skal overveje at gøre brug af selvforsvarsteknikker. Samtidig er det vigtigt ikke at virke aggressiv eller truende, men vente til modstanderen bliver ”careless” (skødesløs, lemfældig, uopmærksom), og så indsætte sit (mod)angreb som ét slag mod et vitalt punkt, og herefter udnytte modstanderens uopmærksomhed til at flygte og/eller søge hjælp.
Det interessante i forhold til ”Karate ni sente nashi” er imidlertid, at Funakoshi ikke skriver, at man skal vente til modstanderen indleder sit angreb, før man selv indsætter et forsvar/modangreb, men at man blot skal vente til modstanderen bliver ”careless” og så angribe.
Det må forstås således, at Funakoshi var af den overbevisning, at når der ikke var nogen vej udenom en fysisk konfrontation, så var der intet til hinder for at slå først.
Dette går i øvrigt fint i tråd med et andet karate ”ordsprog”, nemlig sen-no-sen (start dit angrib, umiddelbart før din modstander starter sit angrib).
Ud fra et selvforsvarssynspunkt virker det også ulogisk, at vente med at reagere til modstanderen har færdiggjort sit indledende angreb. Det handler derfor om, at tage initiativet og ikke bare vente på modstanderens angreb. Med andre ord skal man agere i stedet for at reagere.
Hvis vi undlader at tage initiativet og efterfølgende gribe en mulighed for flugt, risikerer vi, at situationen udvikler sig til et decideret slagsmål med risiko for større skader på modstander eller os selv. Både ud fra et kampkunstsynspunkt og med nødværgeretten i hånden, må målet være at anrette så lidt skade på modstanderen, som det kræves for at afværge angrebet. Et forebyggende angreb kan derfor sikre, at vi ikke behøver fuldstændig at uskadeliggøre modstanderen (bevidstløshed eller død), men at vi i stedet udnytter overraskelsesmomentet til at komme i sikkerhed.
Som vi har set tidligere er der i den danske lovgivning heller intet til hinder for at anvende et forebyggende (mod)angreb, såfremt et angreb er overhængende, hvilket med ovenstående udlægning af ”Karate ni sente nashi”, også må antages at have været Funakoshi’s tanke.
Det er derfor min personlige holdning, at hvis man befinder sig i en overfaldssituation, og har indset, at der ikke er nogen vej udenom en fysisk konfrontation, så gælder det om at:
- Slå først
- Slå hårdt
- Kom væk
Men lad mig understrege, at det er min personlige holdning og at det ikke skal betragtes som rådgivning eller instruktion, men blot – forhåbentligt – være med til at inspirere kampkunstudøvere til selv at gøre sig nogle tanker om emnet, søge information og debattere det med klubkammerater samt om muligt at inddrage det de måtte komme frem til i deres daglige træning.
|
Klummer 
